Artikler

Karakterræs i gymnasiet – Vi er under et forventningspres

Karakterræs i gymnasiet

Ungdommen presser sig selv til at få succes. I takt med de tårnhøje krav som samfundet stiller, begynder ungdommen at miste kontrollen over deres personlige karakterræs, som de selv skal udforme i denne tid. Hvordan skal de opnå det samfundsideal der bliver stillet, når et karakterræs i gymnasiet skal kombineres med kærligheden, det sociale liv, politisk korrekthed og fremtidsplaner.

Et 7-tal gives i dag for den gode præstation, men det er ikke godt nok. Vi lever i en konkurrencestat, hvor kun et 12-tal kan accepteres. Det får alle de andre jo, og de går jo i smart tøj, har en kæreste, bil og massere af penge. Allerede fra de små klasser af, skal man bestemme hvilken retning man vil bevæge sig i. Vil man være Cand.merc. læse til dyrelæge eller måske noget helt tredje. Det har allerede en betydning, og denne beslutning påvirker de unges videre forløb med gymnasiet, universitet og et fremtidigt job. Der er et utal af muligheder for en uddannelse, og de vil ingen ende tage. Kravene for at kunne opnå dette er dog ikke få. Gode karaktere, de rigtige fag og et højt snit. Vi er bange for at fejle, og vil egentligt hellere have en god karakter fremfor at lære noget.

Identitetskriser

Karakterræs

Ungdommen er forstyrrende, og det har den altid været. Hvem er jeg? Hvad kan jeg opnå? Hvor gode karakterer skal jeg have? Disse er spørgsmål der går igen og igen hos mange unge mennesker. Vi lider af en forstyrrelse, der er fremprovokeret af et samfund der søger det perfekte, og hvem vil ikke være perfekt? Alle mennesker gennemgår selvfølgeligt faser med følelser om sin placering i et samfund er helt forkert, og at intet lykkedes. Dette er ikke unormalt, men det psykiske og fysiske pres om at blive være den bedste, har i min optik aldrig været større. Min mor har altid ment, at man skulle gå tidligt i seng, lave alle sine lektier og hun har virkeligt holdt mig op på det. For hvis jeg ikke gjorde det, så ødelagde jeg bare mine muligheder i fremtiden. Ifølge hende var der i hendes unge dage ikke de krav, som der bliver stillet i dag. Der var ikke høje gennemsnitskvoter. Der var ikke uendelige muligheder i uddannelsessystemet. Det var nemt at finde arbejde og man fulgte ofte i sine forældres fodspor. Det må have været meget bedre, men ifølge hende har vi det meget nemmere med alt vores teknologi. Det er jeg dog totalt uenig i, da det er med til at skabe denne forventningskultur, der fremmer det såkaldte karakterræs i gymnasiet

Tabe ansigt: Begå en fejl, bliv en fejl

Vi er jo den nye generation, der skal brødføde vores forældre og børn om nogle år. Vi skal jo helst tage en videregående uddannelse, og vi skal jo helst få børn inden vi bliver 30, og jeg kunne blive ved. Vi dyrker det perfekte menneske, eftersom samfundet bliver bygget op omkring superstudenter, topjobs, lækre kroppe og endda blandt vores venner. En personlighed er i dag udelukkende bedømt på de præstationer man formår at vise. Hvis man begår en fejl, så bliver man til en fejl, og dette er helt forkert i mit hoved. Jeg lærer personligt bedst af mine egne fejl, og har ofte tænkt på hvorfor mine klassekammerater ikke siger noget i timerne. Jeg er dog helt sikker på, at det er et spørgsmål om ikke at fremstå som et dumt menneske, for hvem vil det? Man byder kun ind hvis man kender det rigtige facit. Karakterne taler man ikke om. Hvis man ikke får en karakter der matcher ens niveau (og det skal jo helst være 12), så føler man sig ikke god nok. I mit hoved dræber dette forventningspres det innovative i os, da vi alle er bange for at ikke at præstere og ende som en fejl. At fejle skal være en naturlig ting.

Udvikle din personlige karakter gennem fejl

Danmark skulle jo gerne kunne uddanne de nye topchefer og kunne skabe nye virksomheder, men hvordan skal dette kunne opnås, når vi alle er bange for at ikke at gøre det godt nok? At fejle skal være en naturlig del af tilværelsen i mit hoved. Det vil skabe plads til at vi kan udvikle vores personlige karakter og give et afbræk fra et meget forventningsfuldt samfund. Vi skal være forstyrrede i vores ungdom, og det hører også til den del af at være ung, men jeg er sikker på at dette forventningspres, der bliver stillet til nutidens ungdom, nok skal blive overvundet på et tidspunkt i livet. Det er blot et spørgsmål om at fokusere mere på mennesker end på målbare resultater og præstationer. Det vil skabe rum til mere læring og innovative løsninger. Både for dig, mig og tidens generation.